 
  
  
Efteråret er over os med regn og rusk. Halloween er lige om hjørnet og græskar ses her, der og alle vegne. Hos Botania har vi en svaghed for græskar, ikke de kæmpe orangefarvede af slagsen, men de lidt mere ukendte, velsmagende, finurlige og vidunderligt smukke af slagsen.
Græskar tilhører familien Cucurbitaceae, som kaldes græskarfamilien på dansk. I græskarfamilien finder vi også agurker, squash og meloner. Mange planter i familien er slyngplanter, som slynger sig op af alt, hvad de kommer i kontakt med. Græskar er ingen undtagelse og de enkelte planter kan blive imponerende store.
Oprindeligt stammer græskar fra Nord- og Mellemamerika, hvor de har været dyrket i tusinder af år. Der findes utallige sorter af græskar, lige fra små pyntegræskar til de kæmpe store græskar, der er med i rekordbøgerne.
Græskar er kendt for sin alsidighed i køkkenet og kan anvendes både i det søde og det salte køkken. De kan bruges i supper, gryderetter, bagværk og som tilbehør. Frøene kan ristes og spises som snacks.
Det startede med roer
Udover den kulinariske værdi har græskar også en stærk kulturel betydning, især i forbindelse med halloween. De store, orange græskar, der udhules og udskæres, kaldes "jack-o'-lanterns" og bruges til at skabe (u)hyggelige dekorationer.
På trods af at vi her i Danmark ser de udskårne orange græskar som en amerikansk tradition, har den faktisk sin oprindelse på denne side af Atlanterhavet. Traditionen stammer nemlig fra Irland og Skotland, hvor man oprindeligt brugte roer som lanterner.
Da irske og skotske emigranter flyttede til Amerika, fandt de store, hule græskar, som var lettere at udskære end roer og sådan blev græskar symbolet på halloween.
Ældgamle rødder
Halloween har sine rødder i både hedenske og religiøse traditioner.
Samhein er en gammel irsk højtid, der markerer afslutningen på høstsæsonen og begyndelsen på vinteren. Det er en af de ældgamle keltiske festivaler, der traditionelt blev fejret den 31. oktober til den 1. november. Samhein ansås for at være en tid, hvor grænserne mellem den levende verden og de dødes verden var tynde, hvilket mentes at give mulighed for kommunikation med afdøde. Festivalen blev ofte markeret med bål, ceremonier og ritualer, og den anses for at have påvirket senere halloween-traditioner.
Allehelgensdag er en kristen tradition, hvor man mindes de døde og beder for deres sjæle. Inden reformationen gik engelske og irske børn fra dør til dør og fik småkager i bytte for at bede for de afdødes sjæle. Ved de store immigrationsbølger til Nordamerika i 18 og 1900 tallet tog de irske, skotske og engelske immigranter deres allehelgens traditioner med sig, og sidenhen udviklede det sig til den moderne halloween.
Dyrkning af græskar
Græskarplanter kræver (rigtig!) god plads, da de breder sig. Sørg for, at der er mindst en meter mellem planterne. Plant dem i et solrigt område med god luftcirkulation. Græskar trives i veldrænet, næringsrig jord med god humus. Forbedr jorden med kompost og/eller gødning inden plantning.
Frøene sås udendørs efter risikoen for frost er ovre, dette er typisk i midten af maj. Græskar kræver at jorden er over 20 grader, førend de spirer, visse sorter endda over 22 grader. Hvis man ikke vil så dem direkte, kan de forspires inde fra midt marts under grolys, eller fra midt april uden grolys.
Græskar er grådige, så gød gerne regelmæssigt i vækstsæsonen.
Når planten begynder at danne græskar, skal de løftes op på halm eller lignende, da man ellers kan risikere at de rådner.
Græskar er klar til høst, når de har fået en dyb farve, og stilken begynder at blive tør og brun. Skær frugten af med en lille del af stilken for at forlænge holdbarheden.
Vores favoritter
Autumn Crown er et af de aller smukkeste små smørgyldne græskar, og er tilmed et fantastisk spisegræskar. Hver plante leverer mange af de små skønheder. Læs mere og køb det her.
Flat White Boer er et smukt fladt rundt græskar, med op til imponerende 40 cm i diameter. Smukt som pynt ved hovedøren eller måske i drivhuset i de mørke måneder, men også et vidunderligt spisegræskar. Det mørkegule kød egner sig til suppe, puré og kager. Det kan findes her.
Buen Gusto er et af de græskar der deler vandene! Enten er man til det, eller også er man ikke.. Hos Botania knuselsker vi den boblede overflade, og synes de er så smukke, når de sættes sammen med blanke græskar i samme farveskala. Sorten stammer fra Spanien, hvor den spises i stor stil. Buen Gusto har det bedste fra begge verdener; først bruges det til dekoration, efter noget tid rødmer det og bliver smukt rosa, og så er det spiseklar. Find det her.
 
                       
 
    
    
   
         
               
              
           
       
               
  
  
 
  
  
