OM BOTANIA

Historien bag Botania
Jeg hedder Sara og er kvinden bag Botania. Jeg har elsket blomster, lige så længe jeg kan huske. Da jeg var barn lærte min mor mig navnene på vilde blomster, og da jeg blev teenager, spirede min interesse for selv at dyrke blomster.
Det begyndte med orkideer i vindueskarmen i min første lejlighed, senere fik jeg blomstrende tagterrasse på Vesterbro, og siden 2011 har jeg boet i hus i Bagsværd med min familie. Min have er mit frirum - en hobby og en passion som kun vokser sig større.
Min have er en helt almindelig parcelhus-have på 1200 m2, hvor der ud over min elskede skærehave og drivhuset, skal være plads til trampolin, grill og fodboldmål, så min familie også har lyst til at være der. Skærehaven fylder omkring 70 m2, og den giver mig omkring 200 buketter hen over sommeren.
Min have er gift- og sprøjtefri, og det har både blomsterne og jeg det rigtig godt med.
Jeg har et fuldtidsjob, så haven er en hobby, som jeg gerne lægger mange timer i, men da døgnet jo kun har 24 timer, er det langtfra hver dag, jeg får jord under neglene. Og det er også en af mine pointer: At du sagtens kan få en smuk og givende skærehave, selv om du hverken er professionel eller har mulighed for at arbejde i den mange timer om dagen.