Artikler

GUIDE TIL UDFLYTNING AF SMÅ PLANTER

af Sara Mau

GUIDE TIL UDFLYTNING AF SMÅ PLANTER

Denne artikel er den tredje i serien, efter guide til forspiring og guide til at prikle.

 

Forberedelse af jorden

Om en måneds tid (primo maj) skal dine småplanter gradvist flytte ud i haven. Måske du allerede har plantet de hårdføre ud, fx ærteblomster, sommerriddersporer og kornblomster. Men hele gruppen af sommeblomster, der ikke tåler frost, må først starte udelivet efter sidste nattefrost. Her i Bagsværd er det start-midt maj. 

Inden du hærder de små planter skal jorden hvor de skal plantes ud gøres klar. Den skal også gødes, og det kan gøres på flere måder. Jeg plejer at tilføre jord med højt næringsindhold, enten hentet på genbrugspladsen eller købt - det hedder fx jordforbedring eller champost. De købte er omsat hestegødning, og det virker både til at forbedre jordens struktur og til at gøde dine planter.

Inden du fylder de ca 5 cm næringsrig jord på, er det vigtigt at fjerne al ukrudt der er kommet i løbet af vinteren. Lader man det blive i jorden, har det et alt for stort forspring, og vil i værste fald overskygge dine små planter.

Læg så den lækre nye næringsrige jord ovenpå. Du behøver ikke at arbejde den ned i jorden, hvis du er tidligt nok igang, men får du først fyldt på lige inden du planter ud, så skal det arbejdes lidt ned i jorden, da det ellers er for stærkt for småplanterne. Husk at grave mindst muligt i jorden, da du ellers ødelægger strukturen. 

Du kan også bruge organisk gødning i pilleform, der skal strøs ud på jorden og så vandes, så gødningen siver ned i jorden. Brug ca 1/2 dosis gødning, så længe dine planter er helt små. Brug i det hele taget hellere for lidt end for meget gødning. Man vil sine planter det så godt, og har så måske en tendens til at overgøde. Det har hverken planterne eller jorden godt af.

Husk også at fx Stolt Kavaler ikke skal gødes overhovedet. Gøder man dem, ender man med store flotte grønne buske, med få blomster.

Når jorden er gjort klar, og nattefrosten (og dagsfrosten!) er væk, er det ved at være tid til at få de små planter udenfor. 

 

Hærdning

Men, de små planter har levet en meget beskyttet tilværelse indendørs, så processen skal ske gradvist, ellers risikerer du at planterne får chok og sætter væksten på pause, eller i værste fald kan blive beskadiget eller dø.

Væn dem langsomt til udelivet, ved at tage dem på små 'udflugter' - i første omgang et par timer ude, men under tag og gerne i læ, og over de efterfølgende dage kan du så udsætte dem for længere tids solskin, og lidt blæst. Vælg dage der er rolige i vejret, og giv dem gradvist flere timer ude - fx 2 timer første dag (uden direkte sol), så 4, så 6 (nu med sol), så 8 - så efter 5-6 dage er de ude nærmest hele dagen.

Hvis dit (arbejds)liv ikke lige er til at rykke planter frem og tilbage, så overvej hvordan du kan give dem den blideste overgang (uden at du behøver at holde 1 uges fri 🙂). Tænk særligt over sol og vind. Stil dem fx ud i en stor kasse, der står beskyttet, og som kan få et låg på om natten.

Hvis du har dine planter under kunstigt lys, så bliv endelig ved med det i de dagtimer hvor de ikke er ude. De bliver ikke hærdet af at få mindre lys, det bliver de bare ranglede af, og det er jo ikke det man vil opnå.

 

Udplantning 

Efter at have hærdet de små planter er det tid til at plante dem ud. Start med at holde øje med vejrudsigten, da det gerne skal være nogenlunde "fredeligt" når de skal flytte hjemmefra. Frost er selvfølgelig helt udelukket, men hård blæst eller tung regn duer heller ikke, så hvis der er udsigt til hårdt vejr, så udskyd udflytningen - det sker der ikke noget ved.

Grav et hul der er lidt større end de rodklumper du sætter ud, og sæt de små planter i jorden med den anbefalede afstand (læs på de enkelte sorter). Tag ikke fat i stænglen når du flytter planten, men hold forsigtigt om rodklumpen. Hvis rødderne er meget tætte kan du med fordel løsne dem en smule (forsigtigt!) inden du sætter dem ned i hullet.

Plant dem i samme højde som de stod i deres potte, evt lidt dybere, hvis de er blevet lidt ranglede.

Fordel dem efter om de har det bedst med skygge, delvis sol, eller fuld sol. Hvis du har mange rækker af blomster kan du med fordel tage højde for om nogle bliver meget høje og tætte, da de så vil skygge for blomsterne "bag dem".

 

Efter udplantning

Hold øje med vejrudsigten - dine små planter må ikke tørre ud. Vand jævnligt i starten, deres rodnet er stadig småt og tåler ikke udtørring. 

 

Jeg håber denne lille guide var nyttig - jeg hører gerne fra dig hvis du har forslag til andre artikler der kan hjælpe dig, hvad enten du er nybegynder eller erfaren.

Tags: