April er første måned i året hvor man for alvor kan gå i gang med at så udendørs, men det er også en periode hvor man skal holde øje med vejrudsigten, da det kan være både koldt, varmt, vådt, tørt, sol, sne og haglvejr - husk aprilvejr er lunefuldt!
De fleste af de frø der kan sås ude i april kan godt klare at det bliver lidt koldt, men hvis vi pludselig får en periode med meget kolde nætter kan det være nødvendigt at dække jorden til - især hvis spirerne er begyndt at vise sig.
Det kan også være nødvendigt at dække sine nysåede frø til med fiberdug, hvis man har nysgerrige/sultne fugle i haven. For dem ligner dine møjsommeligt udsåede frø et stort ta' selv bord.
Men den største "dræber" er tørke. Når frøene er sået skal de have fugtig jord omkring sig, hele tiden, indtil de er i god vækst, så hvis der ikke kommer noget nedbør må du ud og vande.
Generelt skal du læse på de enkelte kuverter, da der kan være særlige forhold for de enkelte frø.
Husk: hvis du direktesår, så gød med organisk gødning i pilleform. Man risikerer at de små frø 'brænder af', hvis de sås i jordforbedring eller fx kompostjord fra kommunen.
Frø der kan sås direkte ude i april:
- Anisisop
- Dusksalvie
- Dild
- Bronzefennikel
- Fingerbøl
- Jomfru i det grønne
- Kongekommen
- Stolt kavaler
- Studenternellike
- Svovlgul kosmos
- Tandstikkeurt
- Vild gulerod
Det er også i april du for alvor kan så inde, også uden vækstlys.