Artikler

HVAD JEG BRUGER TIL AT SÅ

af Sara Mau

HVAD JEG BRUGER TIL AT SÅ
At så et frø kræver som udgangspunkt et minimum af udstyr:
  • En beholder at så i
  • Jord
  • Vand og så selvfølgelig 
  • Frø
Men ønsker man en lidt højere succesrate, kan man med få midler hjælpe de små spirer bedre på vej. Jeg gennemgår her hvad jeg bruger når jeg sår, men husk at der er mange måder at gøre det på, og mange forskellige udgangspunkter/forudsætninger.

Mit udgangspunkt er at jeg er vild med at plukke buketter hele sommeren, men jeg har også familie, venner, kat ;), bøger der skal læses, og har derfor ikke al tid i verden. 
Jeg er også en utålmodig sjæl, er ikke vild med excel-ark og så vil jeg gerne minimere mit forbrug af plastik og spagnum. Jeg dyrker blomster på ca 70 m2 og jeg har et uopvarmet drivhus.

Du har nok andre forudsætninger, og dem skal du tage med i dine overvejelser, når du går i gang med at så dine frø. 

Jord: Jeg sår i spagnumfri krukkemuld. Spagnumfri, fordi spagnum skal blive i tørvemoserne, og krukkemuld da det også duer til efterårs og vintersåning, fordi der er næring i (så behøver den utålmodige sjæl kun at købe en slags jord). Jeg ved at mange sværger til så og priklemuld, og er man glad for det, skal man blive ved med det. 

Vand: tager jeg fra hanen. Småplanter i drivhuet vander jeg med vand fra min regnvandsbeholder.

Såbakker/potter: Jeg genbruger såbakker og potter i hård plast. De har fulgt mig i mange år, og kan holde i mange år endnu. Men brug hvad du har. Aflagte (rengjorte) plastikbakker fra grøntsager/kød er fantastiske at bredså i (altså så mange frø på en gang), små potter. Hvis du investerer i nye såpakker og potter, så køb kun dem i hård plast. De bløde (dem der knitrer og er ustabile), er produceret til engangsbrug, og det duer ikke. Køb god kvalitetet der holder i mange år.

Derimod vil jeg ikke anbefale potter lavet af fx aviser, toiletrullerør og andre organiske materialer. Dels er det svært at vurdere hvor meget man skal vande (når potten drikker halvdelen), og dels har de en tendens til at mugne. 
Låg’: i klar plast til at lægge over dine nysåede frø, så fugten holdes inde. Det kan både være låg der paseer til såbakken, en plastikpose, toppen af takeaway-bakker osv. Vigtigst er det bare at man dækker frøene over, og at man får fjernet dem igen, så snart man ser første spire i bakken.

Planteskilte: HUSK altid at skrive hvilke frø det er du har sået. 
Du kan enten købe færdige skilte, eller klippe persienner/hvide plastikbøtter osv i passende størrelse og skrive på dem med en blyant eller en vejrbestandig tusch. 

Frø: brug kun frø af høj kvalitet, der har været opbevaret mørkt, tørt og køligt. Frø der har hængt udenfor byggemarkeder, eller i forretninger med svingende temperaturer, vil i mange tilfælde have svingende spire kvalitet. Er du i tvivl om dine frø er gode, kan du lave en spiretest.

Spiretest: læg 5-10 frø mellem 2 lag fugtigt køkkenrulle/toiletpapir (det skal være fugtigt - ikke vådt). Læg det fugtige papir inkl frø i en plastikpose, og læg dem et lunt sted. I løbet af et par dage vil de første frø begynde at spire (afhængig af hvad man har sået selvfølgelig, men de fleste sommerblomstfrø har fart på!). Se til dine frø et par gange om ugen. 
Her er det så et temperamentsspørgsmål, om man synes det er værd at så dem igen. Selv sår jeg hvis over halvdelen er spiret, hvis det er under halvdelen synes jeg ikke det er besværet værd.

Det der ikke er nødvendigt for at forspire, men det gør det hele lidt sjovere…  

Hvis det kribler i fingrene, og du vil igang med at forspire inde allerede fra februar, så kommer du ikke udenom at købe plantelys
Der er nemlig ikke lys nok i Danmark i februar/marts til de små spirer, og du vil få blege ranglede planter. Jeg bruger mit gamle LED plantelys som lyser LILLA…. Skulle jeg købe nyt idag, ville jeg helt klart vælge LED plantelys med hvidt lys. 

Jeg bruger plantelys og varmemåtte, fordi jeg er en utålmodig sjæl, og fordi jeg så kan nå at så flere planter på min begrænsede plads indenfor. Varmemåtte er ikke et must, men den gør en stor forskel i at få succes med at forspire. Den fungerer som en kickstarter til de helt nysåede frø. De spirer hurtigere, og det passer godt til mit temperament.
Husk at fjerne såbakken/potten fra varmemåtten, så snart den første grønne spire viser sig. De skal stå køligt og lyst, så snart de er spiret.

Hverken plantelys eller varmemåtter er nødvendige for at få succes med sine frø (medmindre altså at man vil tidligt igang), det samme gælder for de næste to ting jeg bruger -de er ikke nødvendige, men de hjælper på at få mere succes med sine frø.

Den ene er ‘vermiculite’ og den anden ting er ‘perlite’. De to lidt sjove navne dækker over to naturmaterialer som bruges på 2 forskellige måder når man sår.

Perlite: blandes direkte i den jord man sår i. Jeg bruger ca ¼ perlite til ¾ jord. Perliten hjælper med til at holde jorden luftig, hvilket sikrer at vandet let løber fra jorden, så man ikke får overvandet sine små spirer. 

Vermiculite: drysses på overfladen når man har sået. Et helt tyndt lag på et par mm er nok. Vermiculite kan holde op til 4 x sin egen vægt i vand, og hjælper derved med til at holde frøet fugtigt. Det er især en hjælp til frø der ikke er dækket af jord, og derfor lettere tørrer ud.

Så - det var min udstyrsliste. 

Måske virker den lidt uoverskuelig, måske du allerede har det hele?

Husk, hvis du vil bruge mindst mulig tid, så er direktesåning nok din ting (bare husk at du deler frøene med fuglene, og de små nye skud med dræbersneglene… ;)), så spireprocenten vil være lavere end ved forspiring. 

Hvis du gerne vil lægge lidt mere energi i det, men ikke gider al udstyret, så vent med at forspire til april, hvor der er lys nok til at undvære plantelys, og (forhåbentlig) varmt nok til at undvære varmemåtte.
Tags: