Min sæson starter i efteråret, med såning i drivhuset. På den måde kan man få blomster tidligere, og mange af dem giver også flere blomster.
Jeg sår gerne:
- Ærteblomster (Lathyrus) – se detaljeret guide her
- Kongekommen (Ammi majus)
- Hjertegræs (Briza maxima)
- Kornblomster (Centaurea cyanus)
- Sommerridderspore (Delphinium consolida)
- Jomfru i det grønne
- Natviol
- Prydgulerod ’Dara’
- Blomsterkørvel
- Løvemund
Det er ikke alle der har et drivhus, men hvis du ikke har et, kunne du evt låne af venner eller familie. Det er de færreste der bruger deres drivhus om vinteren, så du kunne måske få lov at låne en hylde eller to?
Derudover skal du bruge:
- De frø du ønsker at så
- Potter, bakker eller såbakker (bakker med individuelle rum til hvert frø) at så i
- Alm krukkemuld
- Skobakke til at vande dine nysåede frø i.
- Plantemærker og blyant/tusch, man tror man kan huske hvad man såede hvor – det kan man ikke….
Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af det kan en fiberdug gøre underværker, hvis det skulle blive slem frost (som det var i den forgangne vinter)
Mange planter skal ligefrem bruge en periode med skiftende temperaturer. Det klarer naturen helt automatisk for dig, hvis du sår ude. Det gælder for eksempel Blomsterkørvel og Sommerridderspore, der godt kan være lidt svær at få til at spire indendørs i foråret, men ude i et drivhus i efteråret med vekslende temperaturer går det helt af sig selv.
Løvemund sår jeg også i efteråret. De blomstrer når dagslængden og varmen passer dem i foråret, og det gør de uanset deres størrelse. Sår man dem i efteråret, når de at blive meget større planter inden blomstring, hvilket resulterer i mange flere blomster.