Artikler

EFTERÅRSSÅNING

af Sara Mau

Efterårssåning


Efterårssåning hvad er det og hvilke blomster kan sås i efteråret?

Der er en stor gruppe af sommerblomsterne der egner sig til at blive sået i efteråret. Sommerblomster kaldes også for etårige blomster. De kaldes sådan, fordi de blomstrer og sætter frø på én sæson, hvorefter de visner væk og ikke kommer igen året efter.

Sommerblomsterne er delt ind i tre grupper:

De hårdføre, de halv hårdføre og de ikke hårdføre.

Det som englænderne kalder hardy annuals og half hardy annuals og annuals

Hårdføre etårige er de sommerblomster der tåler frost, uden at frøet går til.

De kan altså sås om efteråret, og gro lige så stille over vinteren. Når foråret kommer, får de vokseværk og gror kraftigere i takt med at døgnets soltimer øges.

Så dem et par uger før og efter efterårsjævndøgn, så er de sikret nok lys til spiringen. Efterårsjævndøg falder i år d. 22 september.

De får på den måde et gevaldigt forspring over de frø der sås i foråret, og vil i mange tilfælde også blive højere og kraftigere planter.

Der er hårdføre sommerblomster der kan sås direkte i haven/krukkerne i september måned. Dette gælder bla for:

  • Kongekommen (tåler -20 grader)
  • Tandstikkerurt (tåler -20 grader)
  • Kornblomster (tåler -20 grader)
  • Jomfru i det grønne (tåler -20 grader)
  • Djævlen i busken (tåler -20 grader)
  • Sommerriddersporer (tåler -20 grader)
  • Blomsterkørvel (tåler -20 grader)
  • Kinesisk hundetunge (tåler -15 grader)
  • Vild gulerod ’Dara’ (tåler -20)
  • Tragtbæger
  • Morgenfruer
  • Hareøre
  • Klinte
  • Dusksalvie
  • Harehale

Gør jorden klar der hvor du vil så. Dvs. fjern al ukrudt, og riv den jævn og fri for store klumper jord. Så enten i rækker (det kan være en fordel, så kan man kende forskel på egne spirer og ukrudt), eller bredså over hele arealet.

Vand frøene med en vandkande med forstøver, og sæt skilte ved. 

Så er der dem der kan efterårs-sås, men som man har størst succes med i et drivhus, eller på overdækket terrasse.

Det gælder for eksempel:

  • Ærteblomster (tåler -8/10)
  • Hjertegræs (tåler -10)
  • Løvemund (tåler -8/10)

De sås alle i almindelig krukkemuld i potter, og vandes fra bunden (for at undgå jorden pakker sig sammen, og så de små frø ikke skylles ud til siderne af en hård vandkandestråle).

Husk planteskilt i alle bakkerne (!!). Efter en vinter har man glemt hvad der var hvad..

Pot de små planter om i større potter når de trænger og plant dem ud allerede fra april måned. De tåler jo alle nattefrost, da de har stået ude hele vinteren.

Alle de der kan sås på friland kan selvfølgelig også drives frem i drivhus.

Der er flere fordele ved at efterårs-så:

  • Tidligere blomstring
  • Stærkere planter
  • Færre småplanter i vinueskarmene til foråret

 

Nogle år, hvis frosten er for hård, vil man opleve at det mislykkes, men i de ca 10 år jeg har efterårssået har jeg kun oplevet at miste planter én sæson. Skulle det mislykkes i efteråret, så kan man heldigvis forårsså dem alle.