Det er SÅ ærgerligt. Du har brugt tid på at så dine frø, og går og glæder dig til at se de små spirer - men der sker bare ikke noget. De fleste frøfirmaer har dokumenteret spireprocent, så oftest er det ikke "råvaren" den er gal med, men noget andet er gået galt i processen.
Hos Botania køber jeg kun frø fra de bedste leverandører, og alle frø har spireprocent mellem 75 og 98. Hvis du har gemt frøene fra tidligere år kan det naturligvis godt være en årsag, men hvis du opbevarer dem korrekt vil de fleste frø kunne holde minimum 2-3 sæsoner, med et fald i spireprocenten for hvert år.
Alle kan lære at så, men der er alligevel et par ting der kan gå galt. Nedenfor gennemgår jeg de typiske syndere.
FOR KOLDT
De fleste frø vil helst sås ved relativt konstante temperaturer, og gerne lunt. Jeg sår selv på varmemåtter som sørger for en jævn temperatur (ca 21 grader går jeg efter) - det sikrer mod nedkøling og fremskynder spiringen. Der findes et væld af forskellige varmemåtter, fra billige til meget avancerede dyre måtter med termometer. Jeg har både dyre og billige - de virker alle efter hensigten.
FOR TØRT
Frø har brug for vand for at spire, og de er dybt afhængige af at jorden ikke tørrer ud. En meget klassisk fejl er at vande overfladen med kande eller forstøver - alt ser fint og fugtigt ud på overfladen, men frø slår rod nedad før man ser vækst over jorden, så hvis jorden er tør længere nede dør frøet før det får mulighed for at spire. Jeg anbefaler altid at vande fra bunden - en tør overflade er meget bedre end tør bundjord.
Husk også at dække din såbakke med låg. Det reducerer fordampningen og holder på fugten. Jorden må ikke tørre ud på noget tidspunkt fra frøet er sået til det er blevet en lille plante. Men husk at tage låget af, så snart frøene er spiret, ellers risikerer du at spirerne rådner ved jordoverfladen.
FOR VÅDT
Er jorden for våd risikerer man at frøene rådner før de overhovedet er kommet i gang. Vander du fra bunden i en bakke, skal det overskydende vand hældes fra, når du kan se jordoverfladen er gennemfugtet.
FORKERT DYBDE
Se altid på frøposerne hvilken dybde frøet skal sås i - hvis de skal sås nær overfladen klarer de ikke at blive sået for dybt, de skal have lys for at begynde spiringen. Har du købt frø hvor der ikke er instrukser kan du typisk gå ud fra frøets størrelse - de mindste frø skal sås nær overfladen, de større sås i en dybde der svarer til 1x frøets størrelse.
MANGEL PÅ TÅLMODIGHED
Husk at der er forskel på hvor hurtigt frø spirer!
Sommerblomsfrø (dem der skal nå at blomstre og danne frø på 1 sæson) har travlt fordi de skal nå hele deres livscyklus på 1 sæson, så de spirer typisk hurtigt, et par dage til en uge er ikke usædvanligt.
Omvendt forholder det sig med staudefrø. Stauder lever i mange år, og frøene har derfor ikke spor travlt med at spire. Det er ofte også dem der har brug for en periode med kulde, før de spirer. Smid derfor ikke din bakke med staudefrø ud, selvom det er uger siden du såede frøene. Staudefrø kan være måneder om at spire. Prøv at putte frøene (eller bakken du har sået dem i) i en frostpose, og put dem 1 uges tid i køleskabet og tag dem så ud igen. Det er ofte nok til at vække dem af dvalen.